Menu

Info til forældre

Her finder I info om dette at være forældre i Ribe Boldklub. 

Der har i både DBU og Ribe Boldklub i årenes løb været et større og større fokus på børnefodbolden, herunder et ønske om at flytte fokus fra, hvor mange kampe og titler man kan vinde, til at flytte fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø. Dette ønske støtter vi fuldt op omkring, hvorfor vi forventer, at I som forældre til spillere i klubben også bakker op om indsatsen.

Vi ønsker i klubben at følge vejledningerne for ”Bedre børnefodbold”. Dette blandt andet for at bringe fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø. Derfor er vi i Ribe Boldklub også blevet udnævnt som DBU Børneklub.

Børn skal have lov til at vinde og tabe i fodbold på deres præmisser. Vi mener, at børns præmisser blandt andet er sjov, glæde, få spillere på hvert hold, små baner, mange mål, mange valgmuligheder og udførelse af tekniske detaljer.

I forældre er en meget vigtig del af at få disse præmisser i centrum. Jeres opførsel, positiv såvel som negativ, forplanter sig til børnenes oplevelse og succeskriterium for deltagelse.

Mange forældre forsøger - i bedste mening - at hjælpe deres børn og hold med tilråb under kampen. Men det er ikke hensigtsmæssigt. Forældrene hjælper bedst deres børn ved ikke at råbe vejledninger ind til dem under kampene, men i stedet lade børnene selv finde frem til de muligheder, de måtte have. På samme måde skal forældre naturligvis ikke råbe efter hverken trænere, dommere eller modstanderholdets spillere eller deres forældre.

Vi har derfor valgt at indskrive nogle forældreregler, som vi opfordrer alle forældre til at følge. Vi håber, I vil tage positivt imod dem og opfatte dem som en del af ”Bedre børnefodbold” til børnenes fordel.

Mød op til træning og kamp (især gældende for de yngste årgange).

  • Sørg for at dit barn møder op til træning/kamp til tiden i fodbold-relateret udstyr.
  • Afbud til kampe foretages i god tid til holdansvarlige.
  • Ingen vejledning af boldholder - lad børnene selv vælge, hvad de vil gøre med bolden.
  • Ingen styring via joystick - vi ved alle, hvad der den bedste løsning, når vi står ude på linjen, men lad børnene selv om at vælge.
    Kun på den måde kan de lære at træffe de rigtige valg.
  • Giv opmuntring til alle spillere.
  • Vær positiv - børnenes glæde ved spillet er meget afhængig af omverdenens accept og ros.
  • Husk det er børnene og ikke jer selv, der spiller.
  • Respekter trænerens brug af spillere.
  • Respekter altid dommerens afgørelser.
  • Bidrag med god opførsel udenfor banen.
  • Spørg børnene om kampen var spændende frem for ”hvem lavede målene”.
  • Spørg til børnenes oplevelse - Var det sjovt i dag? Hvad var godt? Hvad var mindre godt? Spørg til andre emner end resultatet.
  • Ros udførte detaljer, fjern fokus fra kampens resultat - fokuser på det, børnene selv kan.
  • Hjælp klubben med dens praktiske gøremål.
  • Henvend dig til klublederen om eventuelle problemstillinger, før de vokser sig store.

God fornøjelse med fodbolden, og husk at nyde både børnenes korrekte og mindre korrekt valg i spillet. 

Luk