Menu

En sidste Hilsen

image
18. november 2020 kl. 10:22

Henover sommeren er RBK blevet et stort aktiv og æresmedlem fattigere. 

Det er Henning Søberg der i sensommeren desværre gik bort. 

 

Henning og hans familie kom til Ribe i 1969, Henning som politibetjent.

Selvom han havde spillet meget på politiets fodboldhold og deres landshold, så var han ikke aktiv som RBK spiller for klubbens første hold.

Det skyldtes manglende tid, men han kørte med sønnen Jens til hans kampe i klubben.

Klubbens veteranhold var mere interessant, hvor han hurtigt befandt sig godt.

Her spillede vi mange kampe, var desuden i Bayeux flere gange, og klubben var her i Ribe nogle gange. Med koner og kærester og en masse dejligt humør. Det gav venskab og flere har været dernede som privatpersoner igen.

Klubben kunne ikke få ham hidset op til at være med i ledelsen, men da han blev pensionist i 1997, kunne han hentes til forskellige opgaver som medhjælper i cafeen, tulipanfesten, gadefejningen efter denne – altid med et dejligt humør og stor hjælpsomhed. RBK´s generalsforsamling har gennem tiden altid nydt godt af Hennings engagement og deltagelse. 

I de sidste par år begyndte hans helbred at drille ham, og efter et kort sygehusophold i juli måned, sagde hans hjerte pludselig stop og Henning blev bisat her i Ribe den 7. august.

Uden frivillige personligheder som Henning har foreninger som RBK svært ved at hænge sammen. Derfor var det med stor sorg at vi modtog meddelelsen om at Henning gik bort. 

 

Bestyrelsen i RBK takker på klubbens vegne for mange års opbakning og indsats til store og små opgaver i og omkring klubben. 

Æret være Hennings minde.

Luk