Menu

Info til forældre

Her finder du info om dette at være forældre i Ribe Boldklub. 

Forældreholdninger

Der har de senere år været øget fokus på børnefodbolden, herunder et ønske om at flytte fokus fra, hvor mange kampe og titler man kan vinde, til at flytte fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø. Dette ønsker vi i RBK at støtte op om, derfor forventer vi, at I som forældre til spillere i klubben, bakker op om dette. For at sikre børnefodbolden i klubben, vil I som forældre få udleveret folderen ”Bedre børnefodbold”.

Vi ønsker i klubben at følge vejledningerne for ”Bedre børnefodbold”. Dette blandt andet for at bringe fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø.

Børn skal have lov til at vinde og tabe i fodbold på deres præmisser. Vi mener, at børns præmisser blandt andet er sjov, glæde, få spillere på hvert hold, små baner, mange mål, mange valgmuligheder og udførelse af tekniske detaljer.

I forældre er en meget vigtig del af at få disse præmisser i centrum. Jeres opførsel, positiv som negativ forplanter sig til børnenes oplevelse og succeskriterium for deltagelse.

Mange forældre forsøger - i bedste mening - at hjælpe deres børn og hold med tilråb under kampen. Men det er ikke hensigtsmæssigt. Forældrene hjælper bedst deres børn ved ikke at råbe vejledninger ind til dem under kampene, men i stedet lade børnene selv finde frem til de muligheder, de måtte have. På samme måde skal forældre naturligvis ikke råbe efter hverken trænere, dommere eller modstanderholdets spillere eller deres forældre.

Vi har derfor valgt at indskrive nogle forældreregler, som vi opfordrer alle forældre til at følge. Vi håber, I vil tage positivt imod dem og opfatte dem som en del af ”Bedre børnefodbold” til børnenes fordel.

 Mød op til træning og kamp (især gældende for de yngste årgange).

  • Sørg for at dit barn møder op til træning/kamp til tiden i fodbold-relateret udstyr.

  • Afbud til kampe foretages i god tid til holdansvarlige.

  • Ingen vejledning af boldholder - lad børnene selv vælge, hvad de vil gøre med bolden.

  • Ingen styring via joystick - vi ved alle, hvad der den bedste løsning, når vi står ude på linjen, men lad børnene selv om at vælge. Kun på den måde kan de lære at træffe de rigtige valg.

  • Giv opmuntring til alle spillere.

  • Vær positiv - børnenes glæde ved spillet er meget afhængig af omverdenens accept og ros.

  • Husk det er børnene og ikke jer selv, der spiller.

  • Respekter trænerens brug af spillere.

  • Respekter dommerens afgørelse.

  • Bidrag med god opførsel udenfor banen.

  • Spørg børnene om kampen var spændende frem for ”hvem lavede målene”.

  • Spørg til børnenes oplevelse - Hvad var godt? Hvad var mindre godt? Spørg til andre emner end resultatet.

  • Ros udførte detaljer, fjern fokus fra kampens resultat - fokuser på det, børnene selv kan.

  • Hjælp klubben med dens praktiske gøremål.

  • Henvend dig til klublederen om problemstillinger, før de bliver store.

God fornøjelse med fodbolden og husk at nyde både børnenes korrekte og mindre korrekt valg i spillet.

 

 Vigtigt at du/I informerer jer på de andre faneblade på denne fane.