Det begyndte til Ribe By Night, hvor vi blev spurgt om, hvor gamle børnene egentligt skulle være for at starte til fodbold. Umiddelbart havde vi alle den holdning, at jo før jo bedre, de skulle bare i gang. I løbet af de første uger i August hængte vi sedler op i de forskellige børnehaver i Ribe, med mulighed for at starte til "fodbold" den 25. august 2011, hvis man var mellem 3 og 4 år.
Spændingen var MEGET stor, da vi troppede op den første dag for at se hvor mange der havde lyst til at benytte sig af tilbudet. Spændingen blev afløst af glæde og senere stolthed, da der mødte 21 glade unger op til den første træning. Gennemsnitlig har der været 17 børn til træning hver torsdag mellem 17.00 - 18.00. Vi har prøvet at sparke til en bold (de kan komme ret langt væk !), vi har lavet slalom, vi har bygget forhindringsbaner, vi har fundet huler, og ikke mindst har vi prøvet at lege med et stykke plastik. De er gået på alle opgaver med krum hals, og jeg tror nok at de har været noget trætte når timen har været forbi, og turen er gået hjemad.
Den sidste dag holdt vi en lille afslutning, hvor der blev overrakt et diplom for sæsonen samt den flotteste medalje som Stig havde fremskaffet. Der var på bagsiden printet teksten: De superseje børn fra u/5, sæson 2011, og mere sandfærdig tekst skal man vist lede længe efter.
Til sidst vil "trænerne" gerne sige tusind tak for en rigtig god og hyggelig sæson til de SUPERSEJE og skønne unger på u/5 og deres forældre. Vi ses den 19. april 2012, kl. 17.00 når vi starter op på en ny sæson.
Hilsen
Louise, Heidi og Ane
